INFO

Galore – Urban Art Festival

15-17 august 2013 – @KraftWerket, Valby Kulturhus & Toftegårds Plads

UCENSURERET, UNGT, UPCOMING & UNDERGROUND

galorelogoGalore er Københavns største ucensurerede kunstfestival. Den arrangeres af KraftWerket i samarbejde med Valby Kulturhus.

Festivalen løb af stablen for første gang i 2008, og har hvert år fordoblet sit besøgstal fra 900 til 1500 til 3000 til 5600 til 11.000 sidste år.

Galore er en sammensmeltning af to ting, nemlig kunst og musik. Galore samler den Københavnske undergrund og eksponerer den på bedste vis. Vi lader det rå, uetablerede og alternative komme til udtryk og ser os selv som et alternativ til andre udstillinger. Gennem denne blanding håber vi også på at lave et rum for nye talenter og professionelle kunstnere, hvor de kan lade sig inspirere og bidrage til hinandens kunst.

Kunstnerdeltagelsen er gennem de sidste fire år steget markant: fra 30 over 50 til 100  og senest over 200 deltagende efterhånden som projektet har udviklet sig og vokset sig større.

Vi lægger stor vægt på, at arrangementet er gratis, da det går i god tråd med vores værdier i forhold til eksponering af de engagerede og deltagende kunstnere. Det er dem, deres værker og deres performances, der er i fokus.

 En tilgængelig ramme

Galore tilbyder en lettilgængelig ramme for dem, der simpelthen ikke kan lade være med at bygge, tegne, male, filme, fotografere, synge, spille, performe etc. Behovet er der, og de kreative kræfter står i kø for at komme ud og vise, hvad de kan. Og det er her, Galore kommer ind i billedet:

Vi tør give kunsten lov til at spire og ser det som en væsentlig værdi at satse på morgendagens talentmasse. Med åbenhed og gæstfrihed giver man folk mulighed for at se sig selv som en aktivt deltagende medspiller i bylivet og i lokalmiljøet og giver dem mod på at tage de alternative veje, når ideer, udstillinger eller helt andre kulturprojekter skal realiseres i praksis. Her vil Galore gerne være bannerfører og inspirere til mere liv i Valby såvel som resten af København.    484577_470639589621679_545918647_n

Galore er derfor en gratis og non-profit kunstevent med over 200 deltagende unge kunstnere – primært fra København.

Der præsenteres et bredt udvalg af værker inden for installation, billedkunst, fotografi, skulptur, kunst i det offentlige rum, murkunst, video, digitale medier og meget andet. Alt sammen på et udstillingsareal, der dækker over 10.000 m2 indendørs og udendørs.

Udstillingspladsen udbydes gennem Open Call via diverse sociale medier og communities til alle, der har lyst og mod på at fremvise deres værker. Galore krydres med koncerter, performances og dj-sets under hele forløbet, og der arrangeres desuden workshops for alle aldersgrupper i gadekunst og meget mere.